Vi har fået en plads i Bystrategisk råd – vi er meget tilfredse

Grundejerforeningen (ved bestyrelsesmedlem Rene Krarup Holm) søgte i 2022 om en plads i det nyetablerede Greve Kommunes Bystrategisk Råd. I november 2022 kunne vi fortælle, at vi desværre ikke var blevet udpeget.

Grundejerforeningen har en glødende interesse for udviklingen af vores kommune og ønsker at Greve Kommune udvikles med behørigt hensyn til vores særegne natur, bebyggelser, erhvervsområder, arkitektur og fortid. Derfor var vi naturligvis skuffede over, at der ikke var en plads til os.

I juni 2023 meldte et medlem sig ud af rådet, og som følge heraf besluttede Plan- og Tryghedsudvalget i september 2023 at pege på Rene Krarup Holm som det nye medlem af Bystrategisk Råd. Baggrunden for oprettelsen af et Bystrategisk Råd er at styrke den aktive borgerinddragelse samt
den strategiske byudvikling i Greve Kommune.

Rådet skal fungere som et supplement til de lovgivningsmæssige krav til offentlighed og borgerinddragelse. Vi vil ud over arbejdet i rådet også arbejde for, at rådet på ingen måde bliver en begrænsning for de 3 almindelige lovgivningsmæssige krav til borgerinddragelse.