Strandparken
Samarbejdet med Strandparken er af stor betydning for Grundejerforeningens bestyrelse.
I den forbindelse, er der i samarbejde med Strandparken, gennemført mange fine installationer, forbedringer og naturpleje, som vi glæder os meget over.
Vi søger hele tiden at sparre med Strandparken omkring udvikling med det mål for øje, at Strandparken skal fremstå nutidigt, attraktivt og fuld af naturoplevelser.
Nysgerrig? Scroll ned og bliv opdateret på de mange tiltag…
Seneste nyt 17. juli 2024:
Har du set at den nye ekstra badebro er ankommet?
Denne nye badebro strækker sig ud mellem de eksisterende broer syd for Greve Marina, med cirka 800 meter mellem hinanden. Broen ligger ved sælstien i området ved Jens Frobergsvej, Vibevej og Iriskvej. Vi er sikre på, at denne tilføjelse vil løfte kystoplevelsen betydeligt, give os flere muligheder for flere dejlige oplevelser ved vandet.
Grundejerforeningen Greve Strand glæder sig i den grad over etableringen, da udvikling og vedligeholdelse af vores naturområder ligger os så meget på sinde og er en stor del af vores arbejde i forbindelse med vores projekt: Lad byen komme til kysten.
Håber at det gode vejr er på vej, så badebroen kan summe af liv og glæde. Forsat dejlig sommer og rigtig god fornøjelse..

Seneste nyt 7. juli 2024:
Glæd jer til tidligere omtalte kvalitetsløft i Strandparken.
DE 10 HELT NYE bænke ankommer formentlig på mandag d. 8. juli 2024.
Strandparken har nemlig et stort ønske om, at sikre et smukt, sikkert og ensartet område i god hamoni med naturen. Derfor er der afsat ressourcer til at løfte området med nye bænke og bænkesæt, og nu er tiden kommet.
I denne omgang sker løftet langs vejene, der løber ned mod Strandparken.
Vi elsker, at kysten vedligeholdes og styrkes, således vi får det maximale ud af Greves vartegn.

Seneste nyt 10. maj 2024:
Endnu et kvalitetsløft til Strandparken syd for Greve Marina
Strandparken har et stort ønske om, at sikre et smukt, sikkert og ensartet område i god hamoni med naturen. Derfor er der afsat ressourcer til at løfte området med nye bænke og bænkesæt.
I denne omgang sker løftet langs vejene, der løber ned mod Strandparken. I forbindelse med denne indsats skal eksisterende bænke, som ikke tilhører Strandparken, fjernes inden d. 15. Maj 2024, så de nyindkøbte bænke kan sættes op.
Vi tror på, at de nye forbedringer vil bidrage til en dejlig sommer i de smukke omgivelser.

Seneste nyt: 7. maj 2024
Nyt til kysten – Badebro og strandtæppe
Vi kan næsten ikke vente! Snart får vi mulighed for mere strandglæde syd for Greve Marina! Husker du, da vi med stor begejstring delte nyheden tilbage i december? En ekstra badebro på vej til sommersæsonen!
Denne nye badebro skal strække sig ud mellem de eksisterende broer, og kommer til at ligge cirka 800 meter fra hinanden. Broen kommer til at ligge ved sælstien i området ved Jens Frobergsvej, Vibevej og Iriskvej. Vi er sikre på, at denne tilføjelse vil løfte kystoplevelsen betydeligt, give os flere muligheder for flere dejlige oplevelser ved vandet.
Badebroen er blevet bestilt hos NBC Marine, som er kendt for deres høje kvalitet. Broen er på vej, og bliver sat op senest d. 1. juni 2024. Vi glæder os meget og ser frem til en forhåbenlig dejlig varm sommer ved vandet!
Men det er ikke alt! Nord for Greve Marina, ved Strandhuse, bliver der tilføjet et strandtæppe ud fra stien og ned til vandet. Dette tiltag skal afhjælpe udfordringerne med at manøvrere sig rundt på en strand med blød overflade, således det bliver lettere for kørestole eller barnevogne at tilgå stranden.
Grundejerforeningen glæder sig i den grad over disse fine projekter, da udvikling og vedligeholdelse af vores naturområder ligger os så meget på sinde og er en stor del af vores arbejde i forbindelse med vores projekt: Lad byen komme til kysten. Derfor sender vi en kæmpe stor tak til Strandparken for at lytte og realisere.

Seneste nyt 6. marts 2024:
UDSIGTSTÅRNET ER ANKOMMET!
WAUW, hvor er det nye udsigtstårn bare imponerende! Vi kunne ikke være mere begejstrede over denne fine tilføjelse til vores lokalområde.
Som tidligere nævnt, har vi arbejdet hårdt på at bevare vores naturområder og tilpasse dem til det moderne fritidsliv, og vi er dybt taknemmelige for Strandparkens lydhørhed og store arbejde i denne proces.
Det er derfor en fornøjelse at Strandparken I/S vil invitere os alle til den officielle indvielse af det nye udsigtstårn ved Lille Vejlesø, som finder sted tirsdag d. 12. marts fra kl. 15.30 til 17.00.
Programmet for dagen er som følger:
🌟En kort tale fra politisk side, Greve Kommune
🌟Snoren klippes ceremonielt
🌟Mulighed for at stige op i tårnet og nyde den betagende udsigt samt lære mere om området via de informative tavler
🌟Ishøj Naturcenter vil forkæle os med en let servering bestående af råvarer fra Strandparken
Tårnet, leveret af Woodways, vil ikke kun tilbyde en spektakulær udsigt over Lille Vejleå, men det vil også være en platform til at opleve det rige fugleliv og den smukke natur, inklusive de fine broer og ARKEN Museum for samtidskunst.
Vi håber at se jer alle til en festlig eftermiddag, hvor vi sammen kan fejre endnu en anledning til at bruge naturen i vores lokalsamfund!

Seneste nyt 6. januar 2024:
2024 byder på flere oplevelser idet Greve får et nyt lækkert designet udsigtstårn
WAUW, sikke en lykke, for lige nu ser vi, hvordan endnu et projekt folder sig ud til fordel for det gode liv her i Greve.
Som tidligere nævnt, arbejder vi på at bevarer vores naturområder og få dem tilpasset til det moderne fritidsliv. Og nu har vi noget ekstra at GLÆDE os over, nemlig et LÆKKERT nyt UDSIGTSTÅRN placeret langs Hundige Havnevej.
Det bliver leveret af Woodways og forventes at være klar til brug i slutningen af februar. Tårnet vil blive udstyret med informative tavler og byde på en betagende udsigt over Lille Vejleå.
Området er kendt for sit rige fugleliv, og fra tårnet kan du også nyde den skønne natur, fine broer og ARKEN Museum for samtidskunst.
En stor tak skal lyde til vores dedikerede interessenter, der lytter og handler på Grundejerforeningens ideer. 🙌 Tak for at gøre vores drømme til virkelighed!

Seneste nyt 31. december 2023:
Fantastiske nyheder i 2024 idet der kommer endnu en badebro syd for Greve Marina!
Vi er begejstrede for at fortælle jer, at der er en EKSTRA BADEBRO syd for Greve Marina på vej til sommersæsonen!
Vi har længe drømt om og arbejdet for at forbedre kystoplevelsen i Greve, og denne nye badebro er et skridt i den retning. Det er derfor fantastisk at bestyrelsen i Strandparken har godkendt projektet. Mange tak til bestyrelsen og de fantastiske medarbejdere for opbakning til dette projekt.
Som en del af vores “Lad byen komme til kysten” projekt stræber vi efter at skabe muligheder for det gode liv i Greve. Denne ekstra badebro passer perfekt ind i vores visioner og vil være en fantastisk tilføjelse til vores lange kystlinje.
Badebroen planlægges mellem de eksisterende broer, cirka 800 meter fra hinanden, og forventes at strække sig ud fra kysten fra sælstien ved Jens Frobergsvej, Vibevej og Iriskvej. Vi tror på, at denne nye badebro vil forbedre kystoplevelsen, skabe mulighed for forfriskende svømmeoplevelser og fremme følelsen af frihed.
Vi glæder os til at følge dette spændende projekt og ser frem til en sommer fyldt med uforglemmelige øjeblikke ved vandet!

Seneste nyt 2. juni 2023:
Fantastisk dag i Strandparken!
Indvielse af naturlegeplads, gedefold, og Det Blå Flag blev en succes.
Kæmpe tak til Strandparken for et super samarbejde gennem flere år. I er værdsat.
Børnene legede og gav legepladsen top karakter. Hans-Jørgen Kirstein hejste flaget. Og naturvejleder Mads fra Ishøj Naturcenter og viste os, med spiselige urter og planter fra strandområdet, hvordan vi let kunne lave en lækker pesto.
Vi hepper på Strandparken – de gør en kæmpe indsats!

Seneste nyt 1. juni 2023:
Hundige Strand får igen i år Det Blå Flag
– det er fantastisk og det skal vi glæde os over!
På en Blå Flag-Strand finder du:
- Rent badevand
- Livrednings- og førstehjælpsudstyr samt livreddere (ikke alle steder, men vi har i Greve)
- Nødtelefon på eller i nærheden af stranden eller dækning, så mobiltelefoner kan bruges som nødtelefon
- Natur- og miljøformidlingsaktiviteter
- Information om miljøforhold og naturområder
- Toiletfaciliteter
- Affaldsfaciliteter samt affaldssortering
- Informationstavle
Fredag d. 2. juni mellem 10:00 og 11:00 hejses Det Blå Flag for Hundige Strand.
Med dette er der lagt op til en rigtig dejlig sommer!
Lad os nyde livet ved kysten!
Link til badevandet langs kysten findes HER

Seneste nyt 18. maj 2023:
2023 er viser sig atter fra sin bedste side!
Vi oplever for tiden, at projekter, som vi har arbejdet med i årevis nu folder sig ud til fordel for det gode liv i Greve.
Det er fantastisk og det glæder os, at de mange timers frivilligt abejde bliver belønnet. Derfor skal en stor tak gå til de mange interessenter som lytter og handler på Grundejerforeningens projekter. Tak.
Vi har i tidligere nævnt, at ny legeplads og geder nord for Greve Marina er på vej…
NU STÅR DET HELE OMRÅDET KLAR og Strandparken inviterer til INDVIELSE.
Grundejerforening glæder sig i den grad over dette fine projekt, da udvikling og vedligeholdelse af vores naturområder ligger os så meget på sinde og er en stor del af vores arbejde i forbindelse med vores projekt: Lad byen komme til kysten.
KIG FORBI d. 2. juni 2023, og mød både Strandparken og Grundejerforeningen Greve Strand. Tag børn eller børnebørn med.

Seneste nyt marts 2023:
Ny dyrefold med fantastisk udsigt til Lille Vejlesø, naturlegepladsen og Hundige Strand er på vej.
I forbindelse med udtynding af træer og efterfølgende storm, er der blevet plads til en dyrefold mellem træerne ved den nye naturlegeplads.
Dyrefolden er færdig monteret og klar til dyr, og Strandparken er i gang med at finde en fin flok dyr (formentlig geder), som kan passe til området, og håber flokken er klar til den kommende græssæson.
Udover legeplads og dyrefold byder området også på Hundige strand som de seneste mange år har modtaget det blå flag, hvilket tilkendegiver de bedste badesteder i Danmark, idet det blå flag garanterer trygge badesteder med rent badevand.
Er det ikke herligt? måske ses vi i Strandparken?
Foto: Kig mod Lille Vejlesø

Seneste nyt februar 2023:
Vandhuller og høstslet står igen i år på programmet.
Blandt andet bliver tagrør tyndet, således vandspejlet kan ses.
Oprensningen sker af hensyn til padderne, som har brug for lavvande og solbeskinnede vandhuller for at kunne yngle til foråret.
Oprensningen foretages med gravemaskine, hvor det øverste lag af organisk materiale skrabes af. Det er vigtigt, at vandhullerne forbliver lavvandede med jævnt skrånede sider, så der er let adgang for padderne til vandhullet.
Der vil således ikke blive gravet dybere end 0,5 meter på det dybeste sted, og ikke længere end til fast bund.
Vi håber at se rigtig mange små padder og tudser til april og maj.
Samtidigt siger tusind tak for god pleje af området, og glæder os til at se resultatet.

Seneste nyt februar 2023:
Naturpleje på stykket mellem Hundigeparken og Strandparken er sat igang.
I forbindelse med de to forholdsvis nyetablerede udgange fra Hundigeparken mod Strandparken, er der anledning til at få renset op i den vilde bevoksning, således turen mod stranden får en mere indbydende karakter.
Dette glæder vi os meget over, da både stykket her og Hundigeparken tidligere har fremstået lettere forsømt.

Seneste nyt 21. oktober 2022:
“De 5 kommuner og Indenrigs- og Boligministeren har i september 2022 tiltrådt en principaftale om rammerne for en ny anlægslov. Inden kommunerne sender forslag ind til anlægsloven indhold, skal der være borgerinddragelse om kommunernes planer for modernisering af strandparken.”
“I oktober og november 2022 afholder de 5 kommuner forskellige arrangementer med inddragelse af borger, brugere og interessenter. I slutningen af november 2022 afholder Strandparken I/S et opsamlende info-arrangement, hvor kommunernes arbejde med anlægsloven udstilles samlet.”
De to foregående afsnit er klippet fra I/S Strandparkens hjemmeside og lyder rigtigt fint. Man bliver dog en smule bekymret, når man længere nede i selve tidsplanen kan læse at det kniber lidt med den kommunale borger-, bruger-, og interessentinddragelsen.
I GGS elsker vi tankerne om en modernisering af Strandparken, så længe naturen beskyttes og prioriteres. Vi elsker også tankerne om reel borgerinddragelse.
Af de fem kommuner Hvidovre, Brøndby, Vallensbæk, Ishøj og Greve, er det kun i Brøndby, hvor alle borgere har mulighed for at blive inddraget i workshops eller interessentmøder. For alle andre kommuner er borgerinddragelsen desværre begrænset.
Det kan gøres bedre.
Læs selv om planerne for modernisering af Strandparken her.

Seneste nyt 21. september 2022:
6 vandhuller renoveres i Strandparken i Greve Kommune
I næste uge køres der med gravemaskine og traktor med vogn for at renovere 6 tilgroede vandhuller i den sydlige del af Strandparken i Greve Kommune.
De 6 vandhuller er helt vokset til i tagrør og det åbne vandspejl er forsvundet. For at vandhullerne igen er attraktive for padder og fremtræder som et fint naturelement i landskabet, bliver de den tid oprenset.
Projektet er et samarbejde mellem Greve Kommune og Strandparken og har modtaget tilskud fra Greve Kommunes Natur- og Miljøråd.
Vi siger tusind tak for god pleje af området, og glæder os til at se resultatet.

Seneste nyt 22. juni 2022:
WAUW! Træskulpturer i GREVE!
Skulpturerne bliver til søde hav/søvæsner og forskellige fugle, hvilket er med fremhæve netop omgivelser og stemningen i området, og skal dermed være med til at skabe flere oplevelser og tema for leg i området. Det er altså herligt.
De bliver helt sikkert en oplevelse værd, når de forhåbentlig snart kommer endeligt på plads i området omkring legepladsen ved Lynghuse, nord for Greve Marina. De flotte skulpturer er udskåret med motorsav af Peter fra Artart.
De seje hav/søvæsner skal på sigt være bindeled mellem den gamle legeplads og den planlagte nye legeplads. Legepladsen afventer desværre forsat godkendelse hos kystdirektoratet.
Seneste nyt er at vores længe ønskede fugletårn nu er godkendt af kystdirektoratet, så det tyder rigtig godt for realisering i 2023. Vi glæder os!
Tusind tak til STRANDPARKEN for godt samarbejde, og for deres indsats.

Seneste nyt 18. juni 2022:
Tag en tur i Strandparken og oplev de smukke vilde orkideer!
Strandengen syd for Greve Marina indeholder Strandparkens smukkeste orkideplads, og de står i fuld flor nu. Det er enestående, at have vilde fredede planter i Greve.
Desværre går mange orkide bestande langsomt tilbage, derfor er naturpleje og respekt for naturen utrolig vigtig.
Endnu engang tusind tak til Strandparken for målrettet naturpleje.

Seneste nyt 24. maj 2021:
Ny badebro!
Badebroen på stranden nord for Greve Marina er blevet udskiftet og den nye, smukke badebro kan nu tages i brug.
Er det ikke bare skønt!?

Seneste nyt 24. april 2021:
Stien mod Hundigeparken har fået grus.
Hertil har stykket fra Greve Marina (ved Starstien) mod Hundigeparken fået grus. Mange af jer besøgende kan nikke genkendende til at netop dette stykke har været smattet og mudret gennem hele vinteren.
Denne udfordring er vi nu kommet til livs, hvilket er super dejligt.
Vi takker Strandparken for at tage hånd om dette.

Seneste nyt 1. oktober 2020:
Strandparken foretager skovningsarbejde i Hundige.
Strandparken informere om, at det drejer sig om to bevoksninger bag ved bygningerne ’Lynghuse’, arbejdet vil foretages over de næste par uger.
Sitkagranbevoksningen er hårdt ramt af sitkalus og fremtræder mørk og lukket. Derfor bliver bevoksningen lysnet op ved at fjerne sitkagranerne og give lys til skovfyr og pil.
Derudover tyndes poppelbevoksningen ved siden af for at give plads til de resterende træer og gøre bevoksningen mere åben.
Grundejerforeningen glæder sig over at bevoksningen bliver mere åben.
Mange bruger stien, som løber fra Greve Marina forbi kæmpetrolden Oscar, strandcafe’en Kanalu, Arken og videre mod Bøndby, til gå-, løbe- og cykeltturer.
Måske dette arbejde gør, at vi fremadrettet kan få et kik til Lille Vejlesø med på vejen.
Mange tak til Strandparken for at passe godt på området.

Seneste nyt 7. april 2020:
Hundestranden åbnes igen i badesæsonen 2020.
Strandstykket hvor hundeejerne kan lade deres hunde løbe frit og bade ligger tæt på Greve Marina. (Se foto)
I juli 2018 åbnede Strandparken, som et forsøg, en hundestrand på Hundige Strand. Strandparken har løbende modtaget mange positive henvendelser i forbindelse med hundestranden, derfor åbnes der igen i 2020.
Badesæsonen løber fra 1. maj til 30. september.
De heldige hunde bor i Greve, og vi håber at de og deres ejere får en herlig sommer.

Seneste nyt juli 2019:
Gederne er på vej…. De skal yde naturpleje!
Strandparken er nemlig klar til at sætte geder på gedefolden i løbet af denne uge.
Der virkelig kommet gang i plantevæksten, og selvom der stadig står mange orkidéer, så er de tidlige gøgeurter ved at afblomstre, hertil de mange skud, så det har nok at gå igang med.
Strandparken fået malet taget på læskurene, så de ikke reflekteres af solen, med henblik på at minimere gener for de bagvedliggende grundejere.
Lad os tage godt imod de nye beboer og nyde dem i den korte periode de er her.

Seneste nyt april 2919:
Velkommen til Strandparken – det nye skilt giver et godt overblik!
Skiltet indeholder et stort overblikskort af hele strandparken. Her er påført ikoner, som viser hvor du finder de mange muligheder, som Strandparken fra Greve til Brøndby indeholder.
Ved siden af overblikskortet er der opsat foto og en tekstbeskrivelse af de muligheder, som findes lige i nærheden af hvor du står.
I Greve er det orkidéer og de mange græssende dyr som fremhæves.
Skiltet står ved Starstien, syd for Greve Marina. (Bag den nye legeplads og toiletbygningen Sælhuset)

Seneste nyt marts 2019:
Indvielse af ny legeplads i Strandparken!
Tak til Standparken for en dejlig indvielse af legepladsen syd for Greve Marina.
Leg, samvær og frisk luft – det er en succes!

Seneste nyt februar 2019:
Ny naturlegeplads i Strandparken er på vej!
Nøøj, det´ for børn…
Strandparken er godt i gang med at etablere en mindre naturlegeplads til klatreleg og ophold. Legepladsen er et multifunktionelt legeområde med mange lege– og klatremuligheder.
Den ligger i området sydvest for Greve Marina på græsarealet omkring toiletbygningerne Sælhuse.
Ideen med designet er det skal forstille drivtømmer, der tilfældigt er drevet op på området og har placeret sig i en sjov og udfordrende bunke, hvor børnene kan klatre rundt eller bare slappe af og hænge-ud.
Legeværdier: koordination, motorik, balance, styrke og sociale kompetencer.
Alder: 4-14 år.
Mange familier har efterspurgt dette, derfor vi er utrolig glade for at naturlegepladsen nu er på vej.

Seneste nyt juli 2018:
Brug for et hvil i det fri?
Fine nye bænke og affaldsspande er nu på plads!
De nye bænke og affaldsspande er fordelt på strækningen langs stierne på Hundige Havnevej samt i området syd for Greve Marina.
Bænkene bliver placeret således, at den skønne natur kan nydes bedst muligt. Alle med udsigt til grønne områder, havn eller kyst.
De er et supplement til eksisterede bænke og giver mulighed for flere stop og hvil undervejs.
Strandparken er færdige med opsætningen og vi er begejstrede!
Tusind tak til Strandparken for god dialog og handlekraft i forhold til at realisere vores mange ønsker.
”Livet er en bænk. Hvis du sætter dig på den vil du slappe af, mens alt omkring én vil suse forbi.”

Seneste nyt december 2017:
Møde med Strandparken I/S
Vi har været på besøg hos centerchef Erling Skovgaard-Holm for at skabe dialog og samarbejde omkring Strandparken.
Strandparken I/S sørger for vedligeholdelse og udvikling af Strandparkens område i den nordlige del af Greve.
Vi præsenterede vores kulturarvsprojekt, og Erling delte sine visioner for området.
Mødet gik utrolig godt! Vi er af samme opfattelse omkring den fremtidige udvikling af området. Især deler vi holdningen, om at udvikle strandparkens mange muligheder for et varieret friluftliv, samtidig med at det bliver integreret naturligt i den nuværende biodiversitet og natur.
Vi ser frem til et forsat samarbejde og håber, at vi vil se nogle gode resultater af dette.

Har du spørgsmål eller vil vide mere om projektet, kontakt da Bettina Lip på: bettina@gf-grevestrand.dk